"Siden 1920'erne havde den dialektiske teologi skrevet debattens
dagsorden, og der var i forhold til tiden før første verdenskrig sat en
parentes som i 1970'erne igen begyndte at lukke af. Den dialektiske periode, der naturligvis aldrig har været enerådende, er ved at være til ende; ..." (Lindhardt 1981, s. 178)
At det man måske nok kan kalde "den dialektiske periode" kvantitativt og som modefænomen både i den akademiske teologi og i den kirkelige, såvel som folkelige, bevidsthed, for længst er erstattet af andre modefænomener, kan der vist ikke herske nogen tvivl om. En sådan konstatering er ukontroversiel, men derfor også en anelse uinteressant. Men hvis den "dialektiske teologi" (hvad der så menes med dette) overhovedet var relevant i dens hejdage, må den nødvendigvis også være det i dag, forsåvidt der jo er tale om egentlig teologi og ikke blot et polemisk udfald i en bestemt historisk situation.
I en tid hvor almenreligiøsitet, følelsesteologi og æsteticisme igen er kommet på mode og hvor de kredse der traditionelt har været bannerførerer for den dialektiske teologi i høj grad har overgivet sig til hvad der vel bedst kan kaldes en doktrinær "kulturkristendom" (ingen nævnt, ingen glemt), er der god grund til at frembære en evangelisk funderet kritik (også in generale) hvor kristendommen, som Guds ord, skarpt afgrænses fra kultur, filosofi, metafysik, moral, religion osv. - fænomener der alle må bestemmes som rent menneskelige produkter, der i bedste fald er blot sekundære ift. evangeliet, og i værste fald resultater af menneskelig hovmodighed, som derfor må bestemmes som synd.
En sådan kritik synes at være et kernepunkt i det vi kalder "dialektisk teologi" - dialektisk fordi der tales om evangliet altid som dom OG nåde, at Guds ja altid forudsætter Guds nej, osv. Om dette er korrekt, og hvad der ellers måtte menes med denne betegnelse (som typisk bruges til at henvise til Karl Barths romerbrevskommentar, selvom Barth vist ikke selv brød sig om betegnelsen), må selvfølgelig diskuteres.
Jeg er helt enig i, at den dialektiske teologi for længst er gået af mode. Men spørgsmålet er, om den nogensinde har været på mode i dansk åndsliv, hvis man forstår den som mere eller mindre identisk med Romerbrevskommentaren. Allerede de tidligste tidehvervsfolk tog jo afstand fra Barth med anklagen om, at han var for spekulativ, og de gik næsten omgående videre til en overbygning (?) i form af forskellige grader af eksistensteologi.
SvarSletHer eksempelvis Kristoffer Olesen Larsen i femte årgang af Tidehverv:
”Vi taler ikke om nogen metafysisk kvalitativ Forskel mellem Gud og Menneske, men om den Forskel, der ligger i, at det er Gud, der taler, og mig, der hører.”
Når du taler om, at der er ”god grund til at frembære en evangelisk funderet kritik … hvor kristendommen, som Guds ord, skarpt afgrænses fra kultur, filosofi, metafysik,” kunne jeg ikke være mere enig. Men netop derfor kunne det måske være interessant at se på, hvilken rolle metafysik faktisk spiller hos Barth. Bliver kategorier som tid/evighed og Gud/menneske hævdet i for ”stærke” teser? Og hvordan hænger en sådan anklage fra eksistensteologer mon sammen med, at man (jeg) tit forstår eksistensteologien som konsistent med et dialektisk-teologisk udgangspunkt?
Den slags spørgsmål kunne måske også være indgangen til besindelse på en middelvej mellem vulgære Bultmann-udlægninger, hvor absolut intet transcendent må hævdes, og så det nye Tidehvervs sandhedsfetichisme, hvor der med ukuelig ro hævdes helt overskruede påstande om skabelsesordninger og kristen kultur, der åbenbart kan være i mere eller mindre overensstemmelse med et guddommeligt logos.
Ja, eller måske kan eksistensteologien forstås som en "underbygning" snarere end overbygning. Og måske er der allerede der skabt en åbning hvor alverdens filosofi og kultur kan snige sig ind. Således taler man i Tidehverv i dag gerne om krigen eller det nationale "selvforsvar" som en særlig eksistentiel situation, og derfor som noget absolut der på en eller anden måde har noget at gøre med "kristendom", måske simpelthen alene i kraft af ikke at være "metafysik".
SvarSletOg apropos "metafysik" er det jo afgørende at man gør det klart hvad vi skal forstå ved det begreb før man rituelt tager afstand fra det, som så mange moderne teologer jo gør. Hvis der med metafysik menes en filosofisk, katafatisk (positiv, deskriptiv) disciplin, hvorudfra det værende kan beskrives og forstås systematisk ud fra af fornuften eller erfaringen givne præmisser, er der jo ikke tale om "metafysik" hos Barth.
Snarere er der vel tale om en negativ teologi, hvor begreber som "evighed" og "uendelighed" har en apofatisk karakter, dvs. de peger på Gud, ikke ved metafysisk at beskrive Guds egenskaber, men ved negativt at definere denne verden som ikke-Gud.
”If, then, abstracting all that belongs to bodies and things called incorporeal, we cast ourselves into the greatness of Christ, and thence advance into immensity by holiness, we may reach somehow to the conception of the Almighty, knowing not what He is, but what He is not.” skriver Clemens af Alexandria (Str., V.X), og det er vel ikke metafysik, selvom det lyder højstemt?
...ihvertfald har jeg på fornemmelsen at vi i oldkirkens negative teologier (så længe disse, som hos Clemens, hævdes polemisk og ikke platonisk-systematisk) ofte kan finde en vej mellem vulgær eksistensteologi og en dialektisk teologi etc.
BTW: Dette nummer af "Baptist.dk" er et udmærket eksempel på at den dialektisk-teologiske religionskritik i det mindste kan siges at trække spor i det mere folkelige kirkeliv: http://www.baptistkirken.dk/fileadmin/Filer/Nyheder_og_ressourcer/baptist.dk/baptist_02_2009.pdf
SvarSlet